Efter de dårlige dage kommer de gode.

Jeg har ved flere lejligheder nævnt, at der venter nye eventyr for mig i 2018. I er flere der har spurgt lidt ind til det. Nu får I en lidt mere dybdegående forklaring på, hvad pokker der sker i mit liv for tiden.

I år skal der ske noget nyt, jeg skal ud på nye eventyr, jeg skal møde nye mennesker og så skal jeg studere igen. Jeg siger farvel til noget gammelt og velkendt, men byder noget nyt og spændende velkommen. Det er ikke uden en klump i halsen og usikkerhed, at jeg kaster mig ud i det, men nu er det nu. Jeg nærmer mig de 30 år!!!!, og jeg er bange for at vågne op en dag med mand, børn og realkreditlån og opdage, jeg bare har kørt på autopilot.

For at gøre en kort historie lang.

Min leder og jeg har i løbet af de sidste 1,5 år haft et par samtaler om min fremtid og karrieredrømme. Hvad drømmer du om? spurgte hun en dag. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Jeg har ingen karrieredrømme. Jeg er lærer, jeg gør en forskel, og så underviser jeg flygtninge på en højskole. Jeg er i mål.” Efterfølgende grublede jeg over, om det kunne være rigtigt, at jeg ingen drømme havde i forhold til mit arbejde? Så en dag gik det op for mig, hvad jeg rigtig drømte om, og hvad jeg måske havde drømt om altid. Jeg sagde det ikke til nogen. For tænk, hvis nogen sagde, at jeg skulle forfølge drømmen! Så jeg gik og undersøgte og planlage for mig selv, og talte kun med meget få mennesker om mine tanker. Når først det er sagt højt, så gælder det. Det ved alle, jo.

Jeg er en rigtig tryghedsnarkoman, og på højskolen er jeg tryg og glad. Jeg kender stedet, kulturen og mine skønne kollegaer. Miljøet er fantastisk, skoleformen er lige mig, og så er der bare højt til loftet på Vrå Højskole. Jeg er tilfreds. Som nogen af jer ved, så var jeg elev på højskolen i et år, før jeg blev ansat som lærer. Derfor kender min leder mig måske også bedre end en leder ellers ville gøre. Så når min leder de sidste 1,5 år har prøvet at motivere mig til at prøve noget nyt og udfordrer mig selv, er det med alle de bedste intentioner. Det er ikke fordi hun vil af med mig, eller fordi jeg er dårlig til mit arbejde, men fordi jeg er ung, og jeg har hele livet foran mig. Jeg har hverken mand, hus eller børn, så det er nu, jeg skal undersøge, hvilken hylde jeg passer ind på. Jeg er ikke interesseret i at gå i stå og gro fast det samme sted. Vi er derfor enige om, at jeg skal udvikle mig og blive endnu bedre til det, jeg allerede er god til. Jeg har bare lidt svært ved at komme ud af min komfortzone, og havde måske brug for et lille skub. Hun ved nemlig, at jeg skal hjælpes lidt på vej, og det gør hun – hjælper altså. Så min tid på højskolen har virkelig formet mig som lærer og menneske, netop fordi hun igen og igen har hjulpet mig ud af min komfortzone, og jeg har heldigvis altid overlevet og er vokset af det.

Den værste besked, jeg troede jeg kunne få.

I sommers talte jeg så med min leder om den nye udannelse. Jeg var begyndt at tale højere om min drøm. Vi snakkede lidt om orlov fra højskolen, imens jeg studerede. Ikke fordi jeg nødvendigvis kom tilbage til højskolen men mere som et sikkerhedsnet. Måske netop dét sikkerhedsnet jeg havde brug for, for at turde tage springet. Min roomie sagde en dag:

“Du ved hvad du har, men du ved ikke, hvad du får.”

Så med orlov vidste jeg stadig ikke, hvad jeg ville få, men jeg vidste, at hvis det slog fejl, havde jeg det kendte at falde tilbage på. Drømmen voksede og jeg begyndte faktisk at glæde mig til at starte på studiet (det gør jeg stadigvæk). Så skete det værst tænkelige – troede jeg. I slutningen af november fik jeg, på baggrund af nedskæringer, en fyreseddel. Jeg var fyret fra højskolen, og mit sikkerhedsnet var væk! Jeg har, siden vi fik ny regering, vidst at mit arbejde kunne være i fare, men vi har klaret os på højskolen. Straks efter jeg fik beskeden, ringede jeg til min mor og tudede i en timestid. Da jeg lagde på efter vores samtale, sagde jeg til mig selv: “Nu skal du se fremad. Det her er starten på noget nyt.” Og så skal jeg love for at drømmene begyndte at blomstre og udvikle sig. Det gør de stadig, og der bliver stadig taget små skridt imod dem.

Jeg havde altid troet at en fyring ville slå mig helt ud af kurs, at den ville sende mig hjem i seng og taget modet fra mig. Faktisk skete det modsatte. Jo, jeg tudede i en timestid med min mor i røret, men det er vel en menneskelig reaktion, når man mister noget man er glad for. Den her fyring er nu blevet mit springbræt til at følge flere af mine drømme. Jeg nægter at lægge mig i fosterstilling og synes det hele er noget lort, ihvertfald ikke i længere tid af gangen. Jeg plejer at sige:

Efter de dårlige dage kommer de gode.

Jeg må se fremad, for jeg kan ikke ændre fortiden alligevel. Jeg kan ikke ændre på den beslutning, som er taget. I stedet må jeg prøve at se mulighederne i den situation, jeg står i nu.

Hvad er så drømmen, og hvad skal du?

Til september starter jeg, hvis alt går godt, på uddannelsen som Grafisk designteknolog her i Aalborg. Det var også planen før jeg blev fyret. Fyringen har bare sat skub i endnu flere drømme, måske som en reaktion på en rigtig lorte situation. Drømmen er at leve af min kreativitet, at bruge bloggen og det netværk jeg har og skabe mit eget job. Jeg vil stadig gerne arbejde med mennesker især flygtninge, men jeg kan så mange ting, og det vil jeg udnytte. Jeg vil mixe det og blande det og skabet mit helt eget. Det hele er stadig meget fluffy, men det hele bliver mere konkret senere hen.

Lige nu tænker jeg også, at når min tid på Vrå Højskole er slut, så er det også slut med livet som lærer. Det har været (til sommer) 5 fantastiske og lærerrige år, og jeg vil savne at undervise flygtninge i dansk, jeg vil savne madordningen på højskolen, jeg vil savne mine kollegaer, skolen og eleverne, men så kommer der andre spændende ting til. “Du ved, hvad du har, men du ved ikke, hvad du får.” Måske vender jeg tilbage til skolesystemet senere, men nu skal jeg ud på helt nye eventyr. Jeg skal ud af min komfortzone, for det er her du vokser. Det er her du skaber dig selv, og hvor drømmene er.