Skab Dit Drømmehjem: Kreativ Indretning og Personlig Udtryk

Hvilket hjem vælger vi at skabe for os selv? Hvordan kommer vores personlighed til udtryk i den måde vi bor på?

Velkommen til mit hjem, min rede og min arbejdsplads. Her leves livet på godt og ondt. Mit hjem bærer meget præg af min kreativitet og min tilgang til livet. Jeg er ikke bange for rod og skidt. Jeg er ikke bange for støv eller for tandpasta i vasken. Det betyder ikke, at jeg lever i en svinesti. Jeg vil også gerne have et rent og ryddeligt hjem, men jeg prioriterer ikke, at det står knivskarpt hele tiden. Det er vigtigt for mig at have et hjem, hvor livet leves. Et hjem, hvor mine gæster føler sig hjemme og tør tage fødderne op i sofaen med en kop kaffe eller et glas rødvin i hænderne.

Jeg har, i forbindelse med mit nye liv som selvstændig, måtte lave nogle omrokeringer, og jeg har i den forbindelse tænkt meget over, hvordan vi fordeler rummene i vores hjem. Hvordan vi næsten alle sammen gør det samme.

Hvilket hjem har jeg skabt for mig?

Jeg tror, mit hjem siger meget om mig. Det er i konstant forandring, fyldt med kunst, skøre detaljer, hjemmebyg og hygge. Det er et hjem med nullermænd i hjørnerne, maling på bordet og strikketøj nær alle bløde stole. Jeg har skabt et hjem for MIG!

Min kreativitet fylder enormt meget både fysisk og mentalt. Jeg har altid hænderne eller tankerne i et eller andet projekt. Derfor er det også vigtigt for mig at have et hjem, hvor jeg kan give los af den side af mig selv. Et hjem, der inspirerer mig og giver mig plads til at udfolde mig.

Jeg er ikke interesseret i at blive begrænset i min kreativitet og være nødt til at rydde op hele tiden. Derfor har jeg også valgt at fordele mine rum lidt utraditionelt. Selvom jeg bruger meget tid på at være kreativ, har jeg også brug for at kunne trække mig og tage en pause fra mine projekter. Selvom jeg er et kreativt menneske, som ikke er bange for rod, så har jeg stadig brug for at kunne gå væk fra et projekt uden at behøve at rydde op.

Hvorfor har jeg valgt at indrette mig på denne måde?

Hvem har bestemt, hvordan vi skal fordele vores rum? Hvorfor SKAL sengen stå i soveværelset og sofaen i stuen? Hvad er det for nogle kasser, “nogen” har presset os ned i? Jeg elsker at tænke ud af boksen og har også en ægte Rasmus Modsat boende i mig. Han kommer til syne, når nogen siger ‘man’ eller ‘skal’. Man skal ikke noget!

Da jeg kastede mig ud i mit iværksættereventyr og samtidig sagde nej-tak til dagpenge, vidste jeg godt, at jeg var nødt til at leje mit ene værelse ud for at få økonomien til at hænge bare lidt sammen. Det betød også, at jeg skulle indskrænke mig fra tre til to værelser. Det var (næsten) intet problem. Jeg har en stor lejlighed på 89 kvm fordelt på et lille badeværelse, en fordelingsgang, et rimeligt køkken og tre værelser, hvor det mindste er 14,5 kvm. Min roomie bor i det mindste værelse, og jeg har det største værelse. Det sidste værelse er blevet til værksted/spisestue.

Det “rigtige” og det, de fleste nok ville gøre, var at lave et soveværelse og en fælles stue/spisestue med TV, spisebord og sofa. Det var bare ikke optimalt for mig. Jeg har brug for og lyst til at have et værksted. Så det har jeg valgt at prioritere, og det er den perfekte løsning for mig – lige nu.

Drømmen er…

Jeg drømmer om at få et helt rum til at klatte, klistre, vikle, tegne, male og holde workshops i. Et sted hvor jeg gerne må spilde maling på gulvet, tegne på bordet og bare give helt slip. Et atelier, et værksted, et krea-rum kald det hvad du vil. Hvis jeg helt selv kunne bestemme, så måtte det gerne være et seperat lille skur i bunden af haven med store vinduer til alt sollyset. Der måtte også gerne være en skøn lille kat, der kunne besøge mig engang imellem.

Jeg vil elske at mine kommende børn får muligheden for at vokse op med sådan et rum. Et sted hvor vi sammen kan hygge os, og jeg igennem kreativiteten kan styrke deres udvikling. Det er ingen hemmelighed, at jeg synes den kreative udvikling er enormt vigtig. At være kreativ handler nemlig ikke kun om at tegne, klippe-klistre eller fedte med maling. Det handler også om at kunne se muligheder og sammenhæng, at turde tage chancer og ikke mindst at fejle.

Hvad drømmer du om i dit hjem?


Flair blog

Sådan laver du en dekorativ dørstopper af rå beton og bomuldsreb

Sådan laver du en dekorativ dørstopper af rå beton og bomuldsreb

mit værksted ikea skab.jpg

Skab Dit Drømmehjem: Kreativ Indretning og Personlig Udtryk

Skønne-diys.jpg

4 skønne DIY projekter til hjemmet

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indkøbskurv
Scroll to Top